Copenhell 2012
- Detaljer
- Oprettet: torsdag, 5. juli 2012 23:20
- Skrevet af Kim M
København har langt om længe fået en festival der kun hylder djævelen. For tredje år i træk fyrede Copenhell op under Refshaleøen og Slayer var inviteret.
Er du også typen der hvert år scanner Roskilde Festivalens program og konstaterer at det er et eller måske to bands som spiller tilstrækkelig tråd til at man orker at høre på det så er Copenhell også for dig. For tredje år i træk har de plantet to store scener, en mindre en, og en masse ølboder ude på Amager, Refshaleøen nærmere bestemt. Årets festival har været massivt beskrevet i samtlige dagblade, hvor fællesnævneren har været forundring over at stive metalhoveder ikke slås med hinanden. Et andet fællestræk for mediedækningen har været at de kun har skrevet om de svage bands på festivalen. Det bliver der hermed rådet bod på.
Bom bom. Hvad siger metalkoden om kun at have mærker fra et band på sin jakke? Det virker lidt for fiskeret.
Da jeg kiggede på årets Copenhell program så jeg hurtigt at der stod Slayer. De skal ikke have lov at spille i København uden at jeg er til stede. Dernæst bemærkede jeg Immortal, gør dig selv en tjeneste at google image ”Immortal band”, de har de bedste pr fotos i branchen. Endelig efter at plakaterne var kommet op at hænge blev det annonceret at Brutal Truth skulle spille. Brutal Truth er kun blevet omtalt i BTs dækning, her var anmeldelsen noget med at journalisten ikke kunne høre hvad der blev sunget, at bandet ikke kunne spille på deres instrumenter og at de egentligt havde nogle ”sange”. Saxon derimod, se det var et band. I virkeligheden var Brutal Truth det bedste band på hele festivalen, uden sidestykke, så vi starter der.
Helt klart usundt.
John Z og jeg ankom kort inden klokken 18 fredag hvor de skulle spille. Det viste sig at en fadøl kostede fyrre for fyrre cl, men at man kunne snyde systemet ved at købe fem for 175. Som sagt så gjort. Desværre gik der ikke mere end fem minutter inden vores prægtige samling øl var blevet blæst omkuld af et amarkansk vindstød. Herefter var det et kapløb mod tiden at få tjent pengene ind igen.
Nu var vi der jo ikke kun for sjov. I virkeligheden var jeg Presse på vegne af skateboard.dk så jeg havde fået et klistermærke og en seddel med telefonnumre til festivalens presseansvarlige.
Bemærk at Påske befinder sig på den dyre side af sikkerhedshegnet.
Efter at Brutal Truth havde fyret den af gik jeg i gang med at bombardere pressemedarbejderen med sms'er om at jeg ville interviewe Brutal Truth. Indledningsvis var han næsvis og ville vide om jeg havde lavet en aftale. Jeg kunne godt regne ud at han nok ikke vidste hvilken musik BT står for og at det nok er temmelig begrænset hvor mange journalister der stod i kø for at snakke med dem, så jeg blev bare ved. Rigtige journalister hører Saxon jo. Endelig bukkede han efter og vi aftalte at mødes med ham backstage hvorefter vi blev transporteret i en minibus til band hæng ud området. Min egen optagerdims var løbet tør for batteri så John Z fik ansvar for at optage seancen på video. Det var trommeslageren vi skulle snakke med så det var perfekt, han er klart den dopest af dem. Han bød på jägermeister og vi fik en kort snak som her vil blive gengivet efter hukommelsen fordi John Z åbenbart ikke længere har adgang til internettet, han svarer i hvert fald ikke på mine fede beskeder om hvor den lovede transkribering af interviewet bliver af.
De kunne have sparet 25 kroner hvis de havde købt tre øl mere, rookies.
Når man snakker med rockstjerner er det vigtigt lige at træde i karakter i starten. Det havde jeg lært da jeg interviewede Ben Schroeder til wdbm. Først var han temmelig kølig men da jeg spurgte ind til et foto af ham med nakkekraven på kunne han godt regne ud at ikke hvem som helst kendte til det og derefter gik det fint. For at bryde isen spurgte jeg trommeslageren jeg om hvad der skete for hans lilletromme tilbage i 1990'erne. Det gad han godt at snakke om skulle jeg hilse og sige. Halvdelen af interviewet endte med at være ham der knævrer om en eller anden lilletromme. Så snakkede vi om hvor mange gange BT havde spillet i Danmark hvor han hævdede at have spillet til deres første koncert i Ungdomshuset i *host* 1991. Det måtte jeg fortælle ham ikke var sandt, dengang havde BT en trommeslager som ikke var ham. Den situation kunne hurtigt have udviklet sig lidt akavet hvis det ikke var fordi Dan Lilker troppede op og bekræftede min påstand.
Ham her spiller i virkeligheden slet ikke i Slayer, men i Exodus. Slayers guitarist var blevet bidt af en giftig edderkop (metal!) og måtte melde afbud til turneen.
Det var desværre samtidig lidt slutningen på at man kan høre hvad der sker på videoen vil jeg tro. John Z er stor fan af Dan Lilkers babytænder og kunne ikke holde sin kæft med ham i lokalet. Mens jeg interviewer trommeslageren og John Z optager det sidder han samtidig og snakker uafbrudt til Dan L. Måske er det derfor han ikke har sendt udskriften af interviewet? Bortset fra at det kan det ikke være fordi han forsikrede mig at han er ”god til transkribere”, citat slut. Hvorom alting er så snakkede vi med dem et kvarters tid, fik en sixpack fra deres køler da vi skred og havde nu lidt mindre tid til at slå ihjel inden det var Slayers tur til at spille.
For mange stoddere. om igen.
I mellemtiden var Påske dukket op fra hans fredagslur. Han skulle aktiveres i sagens tjeneste. Planen var at få taget en masse billeder af opdullede damer. Så går jeg over til dem og siger ”bla bla fame skateboard.dk, Copenhell, 2012” og Påske tager billedet. Det virkede skidegodt og vi fik mindst ti billeder af grupper af tøser der snerver og tager hinanden på patterne. Desværre var det så rystende en oplevelse for Påske at han hævder at alle billederne var ”uskarpe” og ikke egnede til at komme med i artiklen, helt sikkert. God fredagslur.
Dem kender vi. Frid, Tanghøj og Stege. "Skatin' and Satan go hand in hoof"
Det gik så fremragende at dokumentere publikum at jeg ville have et billede af en stodder med en ordentlig tatovering i fjæset. Vi fulgte efter ham og var så heldige at han var på udflugt med en større gruppe venner, der også havde tatoveringer i fjæset. Ikke sen til at spotte et godt foto gik jeg over til gruppen og fyrede min remse af ”bla bla drengene i ser for vilde ud, skateboards, woo, Copenhell, 2012”. De var knap så ivrige som tøserne vi hidtil havde snakket med skulle jeg hilse og sige. Efter lidt frem og tilbage trådte deres støttepædagog i karakter og sagde ingen billeder. Det er nok det bedste, det ville have været for grimt med reklame for en flok AK'ere på skateboard.dk.
Dem her må vi åbenbart gerne se. Hvorfor mon?
Nu var tiden gået og det var Slayers tur. Rutinepræget sæt, totalt mesterligt. Politikken har nyligt skrevet noget om at folk snakker for meget til koncerter og larmer og bare er nederen i det hele taget. Den kritik kan jeg slet ikke genkende. Hvis man kender mere en tre ord af teksten til en sang mener jeg at man er moralsk forpligtet til at råbe dem så højt som man overhovedet kan. Legen hedder Battlekaraoke og jeg vinder hver gang. Medmindre Swamp er der, men ham havde jeg kun set et par minutter så var vi væk fra hinanden igen. Jeg vandt selvsagt stort over alle dem der var så heldige at stå i nærheden af mig.
Onkel Tom
Dagen efter tog jeg ud og så Immortal spille. Der kunne jeg ikke så meget af teksten om man så må sige. Det var stadig sjovt og jeg skal helt sikkert tilbage næste år, med min egen optager.
Den rigtige Slayer guitar på arbejde.